mandag den 31. oktober 2016

Foccacia vers. 2

Foccacia version 2,0

Jeg har tidligere lagt en opskrift på foccacia op på bloggen. Det er den opskrift, som jeg har bagt efter i årevis. I eftermiddag besluttede jeg mig for alligevel at bage brød til halloweengryderetten. Jeg har for et par dage siden siddet og læst i Jamie Olivers kogebog, og han skrev, at han kun lod foccaciaen hæve en times tid, men bare gav det mere gær. Det prøvede jeg, og resultatet var forrygende. Det har den svampede, luftige konsistens, som foccacia skal have.

Foccacia version 2,0

Foccacia version 2,0

50 g gær
8 dl vand
15 g salt
2 spsk olie
700-800 g mel - jeg brugte manitobamel og lidt durummel

Gær og vand røres sammen. Olie og salt tilsættes. Tilsæt så meget mel så dejen ligner en tyk grød.
Hæld dejen op i en smurt bradepande og stil til hævning.
Tænd ovnen på 250 grader.
Tryk huller i dejen og hæld olie, salt og rosmarin over.
Hæld 1 dl koldt vand i en bradepanden i bunden og sæt bradepanden i ovnen. Sluk ovnen i 5 minutter og tænd derefter igen på 200 grader. Bag i 20-30 minutter til brødet er gyldent og lyder hult.

søndag den 30. oktober 2016

Halloweencupcakes

Halloween hjemme hos os

Ida har i mange år haft cupcakes med til sin klasse til halloween. Før i tiden var det mig, der lavede dem. Nu klarer hun det hele selv. I år har hun lavet cupcakes med et stykke dumle i. De er blevet dekoreret med smørcreme, fondantøjne og små moustacher.
I morgen aften skal ungerne have en gryderet med øjne i. Jeg laver en almindelig gryderet med svinekød, champignon og bacon. Jeg steger pølserne ved siden af og giver dem et lille snit øverst, så det ligner negle. Lige inden servering lægger jeg plasticøjne i. Lækkert!!!
Nogle år har jeg lavet fingerbrød med lakerede 'negle' lavet af mandler, som jeg har lakeret med rød frugtfarve.
De får ikke kage denne aften, da de som regel kommer retur med temmelig meget slik.


Idas halloweencupcakes med vanille og dumle


Idas halloweencupcakes
10 stk.

125 g stuetempereret smør
175 g rørsukker
3 tsk vanillesukker
3 æg
225 g hvedemel
2 tsk bagepulver
Ca. 1 dl mælk
12 stk dumle

Pisk smør og sukker let og luftigt. Pisk derefter æggene i et ad gangen.
Bland mel, vanillesukker, bagepulver og salt. Rør det i dejen sammen med mælk.
Rør det hele grundigt sammen.
Tænd ovnen på 200 grader.
Fyld muffinsformene 1/3 op. Læg en dumle i og fyld formen 2/3 op.
Sæt muffins i ovnen. Skal bages i 20-25 minutter.
Lad dem køle af.

Smørcreme
250 g flormelis
85 g stuetempereret smør
2 tsk vanillesukker
1/2 dl mælk

Rør flormelis, smør og vanillesukker sammen. Hæld mælken i lidt ad gangen.
Fyld smørcremen i en sprøjtepose med stjernetylle og pynt fint.

Æblesnaps

Æblesnaps

1 flaske vodka eller smagsneutral snaps
2-3 æbler i både

Skyl æblerne og skær dem op i smalle både.
Læg æblerne op i et rummeligt glas med låg. 
Hæld vodka eller snaps på.
Lad det trække i 3-4 uger og si så æblerne fra.
Hæld snapsen på en flaske.
Lad den trække en måneds tid.


Værtindegave - æblesnapsen er i det forreste glas




Drop scones

Morgenmad i weekend'en

Der er vel ikke noget meget bedre end morgenmad i weekend'en. Der er et morgenmadsrepertoire her i huset, og i dag valgte jeg at lave drop scones til familien. Drop scones er meget som amerikanske pandekager, men jeg synes, at de bliver en smule lettere. Og så er de meget nemme at lave.
Vi spiser dem med sukker, honning og frugt eller syltetøj.
Jeg lærte om drop scones i et program fra River Cottage, hvor Hugh skulle lære engelske skolebørn at lave mad. Ungerne var vildt begejstrede og kunne imponere deres forældre med resultatet.


Drop scones


Drop scones
Ca. 15 stk

250 g hvedemel - evt. halvt hvedemel - halvt speltmel
2 tsk bagepulver
1/2 tsk salt
50 g sukker
4 sammenpiskede æg
1 1/2 dl mælk
50 g smeltet smør

Bland hvedemel, bagepulver, salt og sukker i en skål og rør det sammen. Lav en fordybning i midten og hæld de sammenpiskede æg deri sammen med en smule af mælken. Pisk det sammen. Hæld smørret og mælken i, til dejen ligner en tyk grød.
Smelt lidt smør på en pande og hæld dej på panden. Jeg bruger en lille øse, så de bliver på størrelse med en lille cd. Bages 1-2 minutter på hver side.


Drop scones med blåbærsyltetøj og banan med flydende honning


lørdag den 29. oktober 2016

Tarte flambée

Tarte flambée - som at være tilbage i Alsace

For et par uger siden var vi på Voulez Vous - en lille bistro i Lars Bjørnsstræde, hvor vi fik tarte flambée. Det havde vi ikke fået, siden vi var i Alsace for snart 7 år siden sammen med gode venner. Det var et glædeligt gensyn, og her til aften prøvede vi så for første gang at lave vores egne tarte flambées. Det er supernemt, og resultatet blev fremragende. Vi serverede dem med en grøn salat med vinaigrette. Vi spiste af denne portion. Der havde snildt været til en mere.
Græskarkagen fra i går er kun blevet bedre af at stå i køleskabet et døgn, så vi snupper nok et stykke til aftenkaffen.


Tarte flambée med grøn salat
Tarte flambée med bacon og løg samt en grøn salat med vinaigrette
4-5 pers.

Dej

500 g hvedemel
3 tsk salt
4 spsk olivenolie
3-4 dl koldt vand

Fyld

400 g flødeost - jeg brugte Philadelphia
3 dl creme fraiche
2 æggeblommer
1/2 tsk salt
Peber
1/2 tsk muskatnød
6 hakkede løg
600 g bacon
Hakket purløg til pynt

Bland alle ingredienserne til dejen i en skå og rør den på røremaskine eller ælt den i hånden, til dejen har samlet sig. Del den i fire lige stor portioner og læg den til side. Den skal ikke hæve.
Lav så fyldet til at smøre på bunden. Bland flødeost, creme fraiche, æg, salt. peber og muskatnød og pisk det godt igennem. Stil til side.
Hak løgene. Steg baconen til den lige har taget farve.
Tænd ovnen på 275 grader.
Rul dejene ud til de er 2-3 mm tykke. De er lidt svære at rulle ud, men bare bliv ved. Det lykkes til sidst. Læg bagepapir på en bageplade og læg dejen derpå. Smør derefter et lag creme fraicheblanding ud over bunden. Læg omkring 150 g bacon og et par håndfulde friskhakkede løg på hver. Bag dem i 10-12 minutter. Inden servering drysses purløg over.

Serveres med en blandet grøn salat med lidt olie, balsamico, salt og peber på.

fredag den 28. oktober 2016

Halloweenkage med græskar og edderkopper

Halloweenkage med græskar og edderkopper

Så nærmer halloween sig, og de fleste familier skærer græskar ud. Alle ligger inde med mængder af græskar, som oftest bare bliver smidt ud. Jeg har tidligere postet en græskarsuppe, men hvis I mere er til det søde, så er denne kage alle tiders. Vi kastede os ud i fondantedderkopper. Det har vi aldrig prøvet før, men det var vældig sjovt. Næsten som at lege med modellervoks.
I weekend'en skal vi gøre os klar til mandag, hvor Ida får tre venner på besøg. Traditionen tro skal de have gryderet med øjne i og fingerbrød. Jeg poster opskriften søndag. Øjnene har jeg købt hos Fest og Farver i Lyngby, som også ligger inde på Nørrebrogade. Hvis I ellers skal finde fantastisk pynt, så er et besøg hos Festtema i Ballerup en god idé.


Uhyggelig halloweenkage
 Halloweenkage med græskar og edderkopper
12 stk.

300 g self raising flour eller 300 g alm. hvedemel + 1 ekstra spsk. bagepulver
300 g brun farin
3 tsk engelsk søsterkagekrydderi eller engelsk julekagekrydderi - fås hos fru Hurup i Lyngby og nogle supermarkeder
2 tsk bagepulver
1/2 tsk salt
4 æg
200 g smeltet smør
1 dl mælk
500 g revet græskar, hokaido eller butternutsquash

Topping

200 g flødeost 
85 g blødt smør
100 g flormelis
Saft og skal af en halv citron

Tænd ovnen på 180 grader.
Bland mel, brun farin, krydderi, bagepulver og salt i en stor skål.
Smelt smørret og lad det køle lidt af.
Skræl græskarret og riv det.
Pisk æggene sammen. Hæld mælk i smørret og derefter æggene.
Bland æggeblandingen med melblandingen og rør det godt sammen.
Til sidst tilsættes græskarret.
Smør en stor springform og hæld dejen i.
Bages ca. 30 minutter.

Så skal toppingen laves. Hæld alle ingredienserne i en skål og pisk den glat med elpiskeren.
Smøres på toppen af den afkølede kage.

Vi lavede edderkopperne af sort fondant, som vi havde købt hos fru Hurup. Spindelvævet 'tegnede' vi med icing paste på tube, som vi fandt hos Netto. Vi brugte youtube.com som inspiration til edderkopperne.




torsdag den 27. oktober 2016

Koteletter med skaft i rodfrugtfad

Koteletter med skaft i rodfrugtfad

I går var jeg til kaffe hos Karen, og hun fortalte, at hun havde lavet denne ret til sig selv i forgårs. Det må simpelthen afprøves. Opskriften står her på siden.
Jeg fortsatte i haven i dag. Vejret er utrolig inspirerende. I dag fik jeg købt et hegn, som i morgen skal males sort og afretningsgrus til fliserne, som en mosegris har undermineret. Terrassen skal være klar til på mandag, hvor huset invaderes af halloweenklædte unger. Herligt!


Koteletter i rodfrugter
Koteletter med skaft i rodfrugtfad
5 pers.

5 koteletter med skank
Olie
Salt
Hvidløgspeber

1,5 kg små kartofler
1,5 kg rodfrugtblanding
2 håndfulde frisk spinat (kan udelades, men jeg havde lidt tilbage fra i går)
6 fed hvidløg
4 skalotteløg
Frisk timian
1 håndfuld persille
Olie
Honning
Salt
Peber
1-2 dl madlavningsfløde

Tænd ovnen på 215 grader
Kartoflerne skylles og skæres i både. Rodfrugterne skrælles og skæres i grove tern. Spinaten skylles grundigt for jord. Alle grøntsagerne lægges i et ildfast fad med olie i bunden. Hvidløgene pilles, skæres i kvarte og spredes over grøntsagerne.. Timian trækkes af stilkene og drysses over. Persillen hakkes og tilsættes. Til sidst dryppes olie og honning over. Krydr med salt og peber. Sæt fadet i ovnen og stil uret på 20 minutter.


Rodfrugter klar til ovnen

Koteletterne ridses i fedtkanten. De skal pensles med olie og krydres med salt og hvidløgspeber.
Brun koteletterne, først på den ridsede kant og derefter 2 minutter på hver side.Når grøntsagerne har bagt i 30 minutter, stilles koteletterne ned i grøntsagerne, så de står på benet. Hæld fløden ved.
Stil fadet tilbage i ovnen og bag omkring 20-25 minutter, til grøntsager og kød er mørt.
Serveres med chutney.


onsdag den 26. oktober 2016

Indisk inspireret fiskeret med torskefilet, kæmperejer og grøntsager

Indisk inspireret fiskeret med torskefilet, kæmperejer og grøntsager

Dagens projekt: Klippe hæk og slå græs. Det er jo om at udnytte det gode vejr til at nå de sidste opgaver i haven. Jeg kunne også snuppe et par squash på Idas plante, som ser ud til at ville fortsætte lidt endnu. Hækkeklipning betyder altid meget ømme arme, så det var faktisk lidt af et mirakel, at jeg kunne lave mad her til aften, for mine hænder ryster noget!
Vi skulle i dag have fisk. Det er altid en udfordring. Vi ender hurtigt med laks og grøntsager. Jeg lagde hovedet i blød, og det endte med denne ret, som blev godt modtaget af familien.


Indisk inspireret fiskeret

Indisk inspireret fiskeret med torskefilet, kæmperejer og grøntsager
4 pers.

450 g torskefilet
200 g kæmperejer
1 aubergine
2 squash
250 g markchampignon
1/2 pose frisk spinat
3 fed hvidløg
1 frisk chili
2-3 cm ingefær
2 tsk rød karrypasta
1 tsk sød tørret chili
3-4 spsk fiskesauce
2 dåser kokosmælk

Basmatiris

Halver auberginen og squashen og skær i halve skiver.
Rens markchampignonerne og skær i skiver
Skyl spinaten meget grundigt, da der kan være jord i.
Hæld olie på en dyb pande, som kan tåle at komme i ovnen. Brænd karrypastaen af.Rist aubergine og squash først og tilsæt efterhånden champignonerne. Rens chilien for kerner og skær den i tynde skiver. Skræl og riv ingefæren.  Hæld chili og ingefær ned til grøntsagerne. Pres hvidløgene hen over. Lad det simre i 10 minutter.
Tænd ovnen på 210 grader.
Skær torsken ud i mundrette stykker og hæld kæmperejerne over i en sigte. Placer fisk og rejer oven i grøntsagerne sammen med den friske spinat. Hæld kokosmælken oven i. Rør det forsigtigt sammen, så fisken ikke falder fra hinanden. Sæt panden ind i ovnen i 10-12 minutter.
Server med basmatiris.





tirsdag den 25. oktober 2016

Salatfavoritten til frokost

Frokostforslag

Her i huset er der forskellige ønsker, når det gælder madpakker. Nogen elsker rugbrødssandwich, andre almindelige sandwich. Nogen ønsker pastasalat, andre almindelig salat. Alle elsker aftensmadsrester.
Peter og Anne er pt. på salat af den seriøse og noget tunge slags. Her kommer opskriften på Peters salatfavorit.




Salat i lag

Olivenolie eller rosmarinolie
1/2 citron
Salt
Peber
1 lag spidskål i strimler
1 lag strimlet gulerod
1 lag frisk spinat
Agurk i tern
Rød peber i tern
Blomkål i små buketter
1 avocado i tern
2 spsk feta i tern
1 lille håndfuld mandler
1 lille håndfuld græskarkerner
1 spsk chiafrø

Hæld olie, citronsaft, salt og peber i bunden af bøtten. Byg salaten op i ingrediensernes rækkefølge.

Tip! En klat hummus eller tsatsiki øverst i salaten er lækkert.



mandag den 24. oktober 2016

Spaghetti med kødboller

Spaghetti med kødboller

Sikke en smuk dag. Jeg startede med at gå Lyngby Sø rundt sammen med min far. Solen skinnede, og svaneungerne fløj hen over søen. Et herligt syn!
Ida fik lov til at bestemme dagens menu, så vi skal have spaghetti med kødboller. Det er en ret, som virkelig har udviklet sig gennem årene til at ende med denne udgave. Kombinationen af citronskal, persille og hvidløg er uimodståelig. Vi har reduceret på mængden af kød generelt og laver i stedet en solid tomatsovs med masser af grøntsager.




Spaghetti med kødboller

Spaghetti med kødboller
4 pers.

Kødboller
450 g hakket oksekød
1/2 dl rasp
2 æg
Skal af en lille økologisk citron
1/2 bundt persille
3 fed hvidløg
1 1/2 dl parmesanost
Salt 
Peber

Bland alle ingredienserne - hakket oksekød, rasp, æg, citronskal, hakket persille, presset hvidløg og parmesanost. Rør det grundigt sammen og krydr med salt og peber.
Tril kødet til små kødboller og sæt dem på en varm pande med olie. Steg dem 3-4 minutter på hver side. Tag dem af og sæt til side.


Kødboller sat på panden


Tomatsauce

2 store løg 
1 squash
1/4 spidskål
3 fed hvidløg
3 dåser hakkede tomater
2 tsk sukker
Salt 
Peber

Steg løgene i olien fra kødbollerne. Riv squashen og steg den med løgene. Skær spidskålet fint og tilsæt løg-squashblandingen. Pres hvidløgene over og tilsæt de hakkede tomater. Smag til med salt, peber og sukker. Lad det koge i 15-20 minutter og læg så kødbollerne ned i. Lad det simre sammen i 10-15 minutter.

Kog den mængde spaghetti, som passer til familien.
Bland før servering.

søndag den 23. oktober 2016

Kanelsnegle

Ida i køkkenet bager kanelsnegle

Ida fik lyst til at bage og kastede sig ud i kanelsnegle. Det kan være en tricky ting, da fyldet ofte hellere vil være på bagepladen end i sneglen. Her lykkedes det dog fint.
I stedet for at bage dem hver for sig, satte Ida dem i en springform, så sneglene dannede en fin kage. Til sidst pyntede hun med glasur.


Idas kanelsneglkage

Idas kanelsneglekage

25 g gær
1 dl mælk
1 spsk sukker
1/2 tsk salt
1 æg
100 g blødt smør
300-400 g mel

Fyld:
150 g blødt smør
150 g brun farin
1 1/2 tsk kanel

20 g smør til pensling

100 g flormelis
Kogende vand

Mælken lunes, og gæren opløses i mælken. Tilsæt sukker, salt og æg og rør det sammen. Tilsæt mel og ælt dejen, til den er glat. Hæves i 1 time eller til dejen er hævet til dobbelt størrelse.
Rør blødt smør, brun farin og kanel sammen til en ensartet masse.
Rul dejen tyndt ud til et rektangel. Smør fyldet på hele dejen og rul den på langs. 
Tænd ovnen på 175 grader varmluft.
Smør en springform. Skær sneglene ud i 3-4 cm tykkelse og sæt dem i bageformen med et lille mellemrum mellem hver. Pensl med smør.
Sæt sneglene i ovnen. Skal bage 20-25 minutter.
Når sneglene er kølet af, laves glasur af flormelis og kogende vand. Hæld glasuren på en sprøjtepose og lav et fint mønster.

lørdag den 22. oktober 2016

Quiche lorraine og svampequiche med pinjekerner

Quiche lorraine, svampequiche med pinjekerner og spinatblade med vinaigre

Tærter har fulgt os trofast siden de glade 80'ere, hvor enhver buffet med respekt for sig selv havde broccolitærter og porrertærter på repertoiret. Vi havde en periode på 3-4 år i familien med konfirmationer, runde fødselsdage og jubilæer, hvor jeg lavede tærte efter tærte!
Familien yndlingstærte er quiche lorraine. Derudover laver vi altid en grøntsagstærte. Denne gang prøver vi en svampetærte med pinjekerner. Med hensyn til ost har jeg denne gang købt et stykke emmentaler, som jeg selv rev. Det koster det samme, og så er man da sikker på, at det ikke kun er osterester, man spiser.
Tærterne passer til tærteforme på omkring 24 cm i diameter. Jeg synes, at det bedste resultat opnås i metalforme. De giver en mere sprød kant og bund.


Quiche lorraine og svampequiche med spinatsalat
 Mørdej

220 g hvedemel
120 g koldt smør
1/2 tsk salt
3-4 spsk koldt vand

Hæld melet op i en skål og tilsæt det kolde smør skåret i tern og salt.. Jeg bruger altid røremaskinen, da det gælder om at røre så lidt som muligt ved en mørdej. Rør eller smuldr smør og mel, så det til sidst ligner revet os. Brug det kolde vand til at samle dejen med. Tryk dejen sammen og læg den på køl pakket ind i film.
Tænd ovnen på 180 grader.
Rul dejen ud og læg den i en smurt tærteform. Forbag bunden i 10 minutter.
Tag tærte ud og læg først ost i og derefter dit fyld. Hæld æggestanden over til sidst. 
Bages ca. 30 minutter til æggestanden har sat sig.

Quiche lorraine

1 portion mørdej
200 g bacon i tern
2 løg
100 g revet emmentaler
4 æg
2 dl fløde 8% 
Peber

Steg baconen. Skær løgene i skiver og rist dem sammen med den færdigstegte bacon. Sæt til side.
Tænd ovnen på 180 grader.
Rul dejen ud og læg den i en smurt tærteform. Forbag bunden i 10 minutter.
Pisk æg, fløde og peber sammen til en æggestand.
Tag tærte ud og læg først ost i og derefter dit fyld. Kværn lidt peber hen over fyldet. Hæld æggestanden over til sidst. 
Bages ca. 30 minutter til æggestanden har sat sig.


Quiche lorraine

Svampequiche med pinjekerner

1 portion mørdej
250 g markchampignon
1 pose pinjekerner
Olie
2 tsk tørret timian
3 æg
1 1/2 dl fløde 8%
Salt 
Peber

Hæld lidt olie på en pande og rist champignonerne ved høj varme, til de tager farve. Krydr med salt og friskkværnet peber.
På en anden pande ristes pinjekernerne.
Pisk æg, fløde, salt, peber og timian sammen til en æggestand.
Tænd ovnen på 180 grader.
Rul dejen ud og læg den i en smurt tærteform. Forbag bunden i 10 minutter.
Tag tærte ud og læg først ost i og derefter dit fyld. Hæld æggestanden over til sidst. 
Bages ca. 30 minutter til æggestanden har sat sig.


Svampequiche

Spinatsalat med vinaigre

1/2 pose spinat
1 dl olivenolie
2 spsk balsamico
Salt 
Peber 
1/2  spsk dijonsennep


fredag den 21. oktober 2016

De absolut bedste burgerboller

De absolut bedste burgerboller

I dag kommer hele den pukkelryggede til middag. Anne har vundet 4 kg kam med svær, så vi byder på flæskestegssandwich. Agurkesalaten er klar, og burgerbollerne er bagt.
Burgerboller!!! Jeg synes, at jeg har prøvet et hav af opskrifter på burgerboller, men hver gang synes ejg, at jeg ender med en lidt for tung bolle. Jeg søgte rundt og fandt denne opskrift, som jeg nu har prøvet to gange. Begge gange med et godt resultat. De fungerer også fint som morgenboller - også ristede!
Jeg har brugt tørgær, da det er fra en amerikansk hjemmeside, men det fungerer sikkert også fint med frisk gær. En pose tørgær svarer til 50 g gær. Ved frisk gær skal gæren først opløses i vand. Tilsæt derefter smør, æg, sukker og salt. Til sidst røres hvedemel i og så følges opskriften nedenfor.


Friskbagte burgerboller 

Burgerboller
8 store eller 12 små

2,5 dl lunkent vand
30 g smør
1 æg
60 g sukker
1 1/4 tsk salt
1 pose tørgær - 50 g frisk gær.
500-600 g hvedemel

30 g smør til pensling
Sesamfrø

Alle ingredienserne blandes sammen og æltes enten i hånden eller i røremaskine, til dejen er glat.
Sæt dejen til hævning en times tid, eller til dejen er hævet til dobbelt størrelse.
Efter hævning deles dejen i enten 8 store eller 12 små boller. Tryk dem lidt flade og sæt dem på bagepapir på bagepladen. Lad dem hæve yderligere en time.
Tænd ovnen på 190 grader.
Smelt smøret og pensl bollerne med smør. Drys med sesamfrø.
Sæt bollerne i ovnen i 14-16 minutter, til de lyder hule.



torsdag den 20. oktober 2016

Æblemuffins

Æblemuffins

Vi har haft en herlig dag i København i dag. Vejret var skønt, så sammen med det halve af Storkøbenhavn drog vi derind.
Formålet var hygge og indkøb af nye køkkenredskaber. Det endte med en firkantet tærteform fra Illums Bolighus og en rund af slagsen samt en dejskærer fra Kunst og Køkkentøj.
Middagen tog vi hos Voulez-Vous i Lars Bjørnsstræde. Vi fik tarte flambee og en salat. Jeg har postet et billede af tærten, som var virkelig lækker.
Så dagens blog bliver de æblemuffins, som jeg lavede til mine gamle kolleger i fredags, hvor de skulle stå vagt til skolernes motionsdag på et meget koldt hjørne.

Tarte Flambee og salat fra Voulez-Vous i Lars Bjørnsstræde




Æblemuffins
Ca. 15 stk.

180 g sukker
100 g stuetempereret smør
2 æg
3 tsk vanillesukker
350 g hvedemel
4 tsk bagepulver
1 nip salt
2, 5 dl mælk
2 æbler i tern

Tænd ovnen på 190 grader.
Pisk sukker og smør let og luftigt. Tilsæt æggene et af gangen.
Bland mel, vanillesukker, bagepulver og salt og vend det i æggesukkerblandingen skiftevis med mælken, til dejen er fin og glat.
Skær æblerne i tern og vend dem forsigtigt i dejen.
Hvis du har en muffinform, så fyld hullerne med papirforme og fyld dem 2/3 op. Sørg for at der er æble i hver muffin.
Bages 10-15 minutter.
Drys med flormelis inden servering.

Æblemuffins med flormelis

tirsdag den 18. oktober 2016

Peters karrykoteletter med løg, æbler og honningristede nødder

Peters karrykoteletter med løg, æbler og honningristede nødder

I dag har Peter været chefkok. Han lavede sine legendariske karrykoteletter, som vi fik første gang, da vi boede på Nørrebro tilbage i 1991. Siden er de blevet udviklet og sidste tilføjelse er nødderne. Det er rigtig fint med lidt knas.




Karrykoteletter med løg, æbler og honningristede nødder
4 pers.

4 svinekoteletter
2 store løg
2 store æbler
Olie
3 tsk karry
1/2 tsk garam masala
1/2 tsk piemento d'espelette
Salt 
Peber
3 dl madlavningsfløde 18%

Basmatiris

Lav først de honningristede nødder - se opskrift nedenfor.

Hæld olie på en pande og brænd 1 tsk karry af. Brun svinekoteletterne i karryen. Læg koteletterne på et fad. Skru ned for blusset og steg æbler og løg i 5 minutter. Derefter tilsættes 2 tsk karry, garam masala og piemento d'espelette. Læg koteletterne tilbage på panden og hæld fløden hen over koteletter og æble-løgblandingen. Simrer ved svag varme i 15 minutter, til koteletterne er møre.
Si sovsen fra og jævn den lidt inden servering.
Serveres med ris, nødder og hjemmelavet ananasmangochutney.

Honningristede nødder

5-6 spsk honning
1 tsk spidskommen
1 tsk stødt koriander
1 håndfuld mandler
1 håndfuld hasselnødder
1 håndfuld græskarkerner


Hæld honning på en pande. Når honningen er smeltet, brændes spidskommen og koriander af. Tilsæt derefter mandler, hasselnødder og græskarkerner. Lad det hele simre i 5-6 minutter ved svag varme. Læg et stykke bagepapir på en tallerken og hæld nøddeblandingen derover. Lad det køle af. Hak det derefter i mindre stykker.