lørdag den 11. februar 2017

Kære læsere

Jeg har flyttet alle blogindlæggene over i hjemmesiden rikkeikoekkenet.dk, hvor det er nemmere at finde rundt i opskrifterne.
Glæder mig til at dele mine køkkenoplevelser med dig.

Hilsen Rikkeikoekkenet.dk

mandag den 9. januar 2017

Othellolagkage

Lagkage til Idas fødselsdag

Omdrejningspunktet for fødselsdage i vores familie er lagkager. Den ene skal være med sukkerprint - den anden ofte en othellolagkage. Faktisk er der ramaskrig, hvis den ikke er klar til flokken.
Den ser sværere ud, end den er. Det tager lidt tid og kræver lidt planlægning, men så er det heller ikke nogen sag. Jeg laver som regel makronbunden og lagkagebundene et par dage før. Det tager de ikke skade. Så laver jeg vanillecremen samme dag eller dagen før. Så skal den bare lægges sammen og pyntes.
HUSK: Det vigtigste, når du bager dine egne lagkagebunde, er at piske æg og sukker meget grundigt. Det skal blive til en meget tyk æggesnaps.


Othellolagkage


Othellolagkage
12 stykker

Ingredienser
Makronbund:
200 g marcipan
100 g sukker
2-3 æggehvider

2 lagkagebunde:
165 g sukker
6 æg
165 g mel
1 1/2 tsk bagepulver
1/2 tsk vanillesukker

Vanillecreme:
2 æg 
30-35 g maizena
Korn af en halv stang vanille eller 2 tsk vanillesukker
1/2 l sødmælk
75 g sukker

Marcipankant:
150 g marcipan
Flormelis

Overtræk til toppen:
200 g flormelis
2 spsk mørk kakao
Kogende vand

Derudover:
Hindbærsyltetøj
3 dl piskefløde til creme
2 dl piskefløde til pynt

Makronbund

  1. Riv marcipanen på et groft rivejern. 
  2. Ælt sukkeret ind i marcipanen og rør det med æggehvide, til det har en konsistens, som enten kan sprøjtes eller smøres ud på et stykke bagepapir. 
  3. Tegn en cirkel på bagepapiret, som passer til dit kagefad omkring 24 cm i diameter.
  4. Bag makronbunden i 15-20 minutter ved 200 grader.
  5. Afkøles på en bagerist.
Lagkagebunde
  1. Pisk æg og sukker meget grundigt.
  2. Bland mel, sukker og vanille i en skål. 
  3. Vend forsigtigt melblandingen sammen med æggesnapsen.
  4. Bages i 10-12 minutter ved 200 grader
  5. Afkøles på en bagerist.
Vanillecreme
  1. Pisk æg og maizena grundigt sammen, så der ikke længere er klumper i. 
  2. Tilsæt mælk, vanille, mælk og sukker og pisk det hele sammen.
  3. Varm vanillecremen op ved middelvarme. Rør jævnligt, så den ikke brænder på. Hvis den er ved at skille, kan du give den lidt iskold sødmælk.
  4. Lad cremen koge forsigtigt i et par minutter.
  5. Stil den til afkøling.
Othellocreme
  1. Pisk 3 dl piskefløde til en fast flødeskum.
  2. Vend den afkølede vanillecreme i flødeskummen med store vendebevægelser. Det er vigtigt, at den bliver luftig.
Marcipankant
  1. På serveringsdagen ælter du flormelis ind i marcipanen, til den får en god konsistens, som du kan rulle i.
  2. Mål højden på kagen.
  3. Drys lidt flormelis på køkkenbordet og rul marcipanen ud i lagkagens højde.
Montering af kagen
  1. Læg makronbunden på et kagefad, evt i en lagkagering, så du kan holde på formen. Hvis du ikke har sådan en, går det nok alligevel.
  2. Smør et lag hindbærsyltetøj på makronbundene.
  3. Læg halvdelen af othellocremen oven på hindbærsyltetøjet.
  4. Læg en lagkagebund ovenpå, smør resten af othellocremen på og læg den sidste lagkagebund på som top.
  5. Sæt marcipanen på siden af lagkagen.
  6. Bland ingredienserne til overtrækket og hæld den over lagkagetoppen.
  7. Pisk 2 dl piskefløde til en fast flødeskum og sæt små rosetter hele vejen rundt langs med marcipankanten.
  8. Pynt med flag og lys (vi havde købt lys, der ikke kunne pustes ud fra Fest og Farver på Lyngby Hovedgade)



søndag den 8. januar 2017

Kyllingepaella

Kyllingepaella

Ja, nu kaster jeg mig ud i at kalde det for en paella på trods af Jamie Olivers kraftige paellamodvind sidste efterår. Han lagde en opskrift ud på en paella, hvor han havde tilsat chorizo, og det er åbenbart på det nærmeste en dødssynd i Spanien. Jeg så Jamie i et Graham Norton show, hvor emnet paella fyldte en del.
Jeg havde ikke paellaris, men brugte bare almindelig parboiled ris. Jeg brugte kyllingebryst, men det ville helt sikkert også fungere med en hel parteret kylling, som så marineres og brunes inden.

Kyllingepaella

Kyllingepaella

Ingredienser
Marinade:
4 spsk olie
Saft af en halv citron
1/2 finthakket rød chili
3 fed presset hvidløg
Salt
Peber

800 g kyllingbryst i brede strimler
1 squash 
2 løg
1 rød peber
2 stængler bladselleri
10 cm fuet eller chorizo (spanske pølser)
1/2 rød chili
2 fed hvidløg
Salt
Peber
2 tsk pimento d'espelette (chiliblanding - kan købes hos Fru Hurup, Lyngby)
6 dl ris
1 1/2 dl hvidvin
1 stor dåse tomatpuré 
7-8 dl bouillon

  1. Bland ingredienserne til marinaden og hæld den over det strimlede kyllingebryst. Lad det trække i 15 minutter.
  2. Varm en dyp pande eller en sauterpande op. 
  3. Brun kyllingestykkerne.
  4. Skær løg, squash, bladselleri og rød peber i tynde strimler.
  5. Halver fuetten eller chorizoen og skær i skiver.
  6. Tænd ovnen på 180 grader.
  7. Tag kyllingestykkerne af panden og rist grøntsagerne i 5-6 minutter.
  8. Krydr med salt, peber, pimento d'espelette, hvidløg og finthakket chili.
  9. Vend risene i sammen med grøntsagerne.
  10. Hæld tomatpuré og hvidvin over grøntsagerne.
  11. Til sidst hældes bouillonen over.
  12. Arranger kyllingestykkerne øverst og sæt det hele i ovnen i ca. 45 minutter. Når risene er møre, er rette klar.
  13. Dryp lidt olie og kværn lidt peber over retten.

lørdag den 7. januar 2017

Softkernerugbrød

Softkernerugbrød - godt til både morgenmad og frokost

Vi fejrede Idas fødselsdag i dag med brunch til hele familien. Egentlig havde jeg besluttet mig for, at jeg havde lavet den sidste brunch, for det er et kæmpe arbejde og lidt tidligt på dagen, men Ida ville rigtig gerne, så vi kastede os ud i det.
Vi lavede naturligvis pølser, bacon og røræg. Masser af lækker ost og pålæg - heriblandt Peters hjemmelavede rullepølse - græsk yoghurt med müsli og akaciehonning, hjemmebagte boller og rugbrød. Dagen blev sluttet af med en othellolagkage og lagkage med hvid chokolademousse og mandelmarengsbunde. Mere herom senere. Resultatet var, at vi dårligt kunne rokke med ørerne.
I dag får I opskriften på rugbrødet. Det skal sættes i gang et par dage før, hvor du skal lave en surdej. Ikke en af de surdeje som konsekvent går galt, men en mere sikker én af slagsen.


Softkernerugbrød

Softkernerugbrød
1 stk - ca 18 skiver

Ingredienser
Surdej:
100 g hvedemel
100 g grahamsmel
1 spsk honning
1 dl lunkent vand
1 dl surmælksprodukt
2 g gær
Rugbrød:
3 1/2 dl lunkent vand
1 spsk mørk sirup
1 dl kærnemælk (som også kan bruges i surdejen)
20 g gær
15 g salt
100 g surdej
100 g rugmel
210 g hvedemel
65 g havregryn
65 g hørfrø
200 g solsikkekerner
Sesamfrø til toppen

Surdej:

  1. Bland alle ingredienserne sammen.
  2. Hæld over i en lukket beholder.
  3. Lad den stå i mindst to dage i køleskabet.
  4. Holder op til 14 dage.
Rugbrød:
  1. Bland vand, sirup, kærnemælk, gær, salt og surdej sammen i en røreskål.
  2. Tilsæt rugmel, hvedemel, havregryn, hørfrø og solsikkekerner.
  3. Rør dejen i et kvarters tid.
  4. Hæld dejen i en rugbrødsform og lad den hæve i 3 timer, til den kigger op til kanten af formen.
  5. Tænd ovnen på 250 grader. Stil en tom bradepande på bunden af ovnen.
  6. Drys sesamfrø oven på brødet. Stil rugbrødet ind i ovnen. Hæld en kop koldt vand i bradepanden. 
  7. Sluk ovnen i 5 minutter og tænd derefter ovnen på 190 grader.
  8. Sæt et elektronisk stegetermometer i midten af brøden. Når brødet har nået en kernetemperatur på 96-98 grader, er brødet færdigt. Det tager ca. 30-35 minutter.
  9. Tag brødet ud af formen og sæt det fem minutter i ovnen, for lige at give hele brødet en sprød skorpe.
  10. Lad det køle af på en bagerist.

torsdag den 5. januar 2017

Bananbrød

Ida i køkkenet - lækkert bananbrød

Bageånden kom over Ida i dag. Det har den nok været siden i går, hvor hun fik 'Den store bagedyst' - kogebogen af Anne.
Hun fik øje på fire meget modne bananer ude i køkkenet og blev enig med sig selv om, at det kunne bruges til noget godt. Den smager virkelig godt. Den er svampet og meget let.


Idas lækre bananbrød

Bananbrød

Ingredienser
285 g hvedemel
1 tsk natron
1/2 tsk salt 
115 g smør og lidt ekstra til formen
2 æg
4 meget modne bananer
0,75 dl kærnemælk
1 tsk vanillesukker

  1. Tænd ovnen på 175 grader.
  2. Smør en mellemstor brødform med smør - læg en klat i bunden
  3. Bland mel, natron og salt i en skål.
  4. Pisk smør og sukker let og luftigt.
  5. Tilsæt æg, mosede bananer, kærnemælk og vanillesukker.
  6. Sigt melblandingen ned i dejen og vend det hele forsigtigt sammen.
  7. Hæld dejen ned i brødformen og bag den i 50-55 minutter.
  8. Lad den køle af på en rist.

onsdag den 4. januar 2017

Tiramisu

Fødselsdagstiramisu til Idas fødselsdag

I dag er det Idas fødselsdag. Hurra, hurra, hurra.
Dagen startede som altid med pandekager og fødselsdagstog. Med gaver og sang!
Normalt slutter dagen med islagkage, men i år ville Ida have tiramisu, så den blev serveret med lagkagelys og kageflag.


Tiramisu i børneudgave


Tiramisu
4 portioner

Ingredienser
2 pasteuriserede æggeblommer
2 spsk. sukker
250 g mascarpone
1 tsk vanillesukker
1/2 pakke ladyfingers (fås i IRMA, Føtex etc.)
1 1/2 dl stærk kaffe
(Hvis den er til voksne, kan man tilsætte 1 1/2 dl marsala i kaffen, men jeg kan bedst lide den uden).
Kakaopulver

  1. Pisk æggeblommer og sukker til en lys og luftig æggesnaps.
  2. Tilsæt mascarponen lidt ad gangen og pisk grundigt, til der ikke er nogen klumper i.
  3. Pisk til sidst vanillesukker i.
  4. Dyp ladyfingers i den stærke kaffe. Læg et lag nederst i dessertglasset eller fadet og hæld et lag creme ovenpå. Læg evt. et lag ladyfingers og creme til.
  5. Lad den trække mindst 3 timer i køleskabet.
  6. Inden servering drysses kakaopulver over gennem en si.
Fødselsdagstog fra Billedleg i Kompagnistrælde



mandag den 2. januar 2017

Klassisk franskbrød

Klassisk franskbrød - godt til frokostbordet

Som jeg bloggede tidligere, så bagte jeg to forskellige brød til anden juledag, og her får I det andet. Det er et klassisk franskbrød, men det har både en herlig krumme og en god sprød skorpe. Rigtig godt til både en syltetøjsmad og en laksemad. Da det ikke er bagt på surdej og har en del gær, holder det ikke længe, men er ganske lækkert som ristet brød.


Klassiske franskbrød til højre. Til venstre ligger der et kartoffelbrød.

Klassisk franskbrød
Ca. 12 skiver

Ingredienser
1 dl lunkent vand
1 dl lunken mælk
15 g gær
1 æg
5 g salt
25 g sukker
400-500 g hvedemel
25 g blødt smør

  1. Opløs gæren i lunkent vand og mælk.
  2. Tilsæt æg, salt og sukker og rør grundigt rundt.
  3. Tilsæt mel og ælt, til dejen er glat og fin. Hvis du bruger røremaskine, er det, til dejen slipper skålens sider. 
  4. Ælt til sidst det bløde smør i.
  5. Lad dejen hæve til dobbelt størrelse, ca. 1 1/2 time på køkkenbordet under et klæde.
  6. Slå dejen ned og form dejen til et brød.
  7. Lad den hæve yderligere en halv times tid.
  8. Tænd ovnen på 200 grader.
  9. Bag brødet i ca. 20 minutter, til det lyder hult, når du banker på bunden eller til det har nået en kernetemperatur på 100 grader.